Der er stærke indicier og nogle beviser - som f.eks. indledningen til Santa Fe-aftalen - der tyder på, at Columbus vidste mere, end han sagde, da han udviklede sin plan om opdagelsesrejsen. Overbevisningen herom var så stærk blandt de første deltagere i rejsen og hos forskellige kronikører, at man henviser til den såkaldte ”Foropdagelse af Amerika”.
Alt tyder på, at der skete noget betydningsfuldt for Columbus i årene 1477 – 1482, da han foretog hyppige rejser til øerne Madeira, Azorerne og Canarieøerne. Noget han selv har betegnet som ”et åbenbart mirakel”. Det fremgår klart, hvis man bemærker hans ord til dronning Isabella: ”Vorherre gjorde det klart og tydeligt for mig, at det er muligt at sejle herfra til ”las Indias”, og han gav mig styrken til at gennemføre det. Og med denne faste overbevisning kom jeg til Deres Højheder”.
Tilhængerne af ”foropdagelsesteorien” anfører, at det betydningsfulde, pludselige og mirakuløse, som skete for Columbus i disse år, var, at en person som vidste, hvad han talte om, oplyste ham om eksistensen af land på den anden side af oceanet.
Iflg. en anden teori stammer Columbus’ viden ikke fra en europæer, men fra en gruppe indfødte, som efter en fejlnavigering ved Antillerne, så sig tvunget til at krydse ud i oceanet, hvor de mødte Columbus.
Begge teorier støtter den opfattelse, at begivenheden må have fundet sted adskillige sømil vest for Canarieøerne, Madeira og Azorerne, et område som Columbus ofte bevægede sig i på det tidspunkt.
Columbus følte sig kaldet af forsynet til at opdage dette nye land, og fra det tidspunkt begyndte han at udarbejde sit projekt. Han vidste, at det største problem for ham var at fremlægge, forsvare og forklare sit projekt for tidens største maritime eksperter: Portugiserne og spanierne.
________________________________________________________________________
