onsdag den 9. marts 2011

Startside


Fra præhistorien til generobringen
Spaniens historie frem til 1492 - især om den arabiske periode (711-1492)
Det var otte århundreder med en strålende, kulturel udvikling som begyndte et forår i  711 og som sluttede bittert samme år som opdagelsen af Amerika. En civilisation med to ansigter, udfordring og tolerance, kendetegnende for historien om Halvøens beboere i perioden.


Læs HER en egnbeskrivelse over La Axarquías landsbyer.
Og læs HER om La Axarquías historie og geografi.


__________________________________________________________________________

Startside | Præhistorien | Fønikerne | Grækerne | Karthagenserne | II Puniske krig | Romerne | Vestgoterne | Al Andalus | Emiratet | Kalifatet | Taifas | Los Almorávides | Los Almohades | Reino de Granada | Generobringen | Efterskrift |

Præhistorien

Fra Præhistorien til fønikerne:

Når man vil skrive om la Axarquías historie, er man også nødt til at skrive lidt om Andalusiens. Og når man vil skrive om Andalusiens historie, er man også nødt til at skrive lidt om Spaniens. Der følger derfor et kort resume af den spanske historie fra de første tegn på menneskelig beboelse og frem til den endelige kristne generobring af Halvøen med særlig vægt på La Memoria Andalusí – den arabiske periode fra 711 til 1492 – idet det især er den periode, der har sat sit præg på la Axarquías historie og hele egnens udvikling.

De første spor af menneskelig tilstedeværelse finder man i udgravninger, der går så langt tilbage som til 1.000.000 år før vor tidsregning. Disse udgravninger er dog af tvivlsom værdi. Nylige arkæologiske fund ved Atapuerca bekræfter dog, at mennelignende  væsener, Homo Hábilis, som var intelligente, samfundsbevidste, og som benyttede redskaber, slog sig ned på Halvøen 800.000 år f.K. (Ældre Stenalder).

Senere, fra omkring 300.000 år f.K. og fremefter, bliver fundene af bedre kvalitet. Man kan konstatere tilstedeværelsen af neanderthal-mennesker, man har bl.a. gjort et fund i Zafarraya-passet i Alcaucín kommune i la Axarquía , og senere af homo sapiens som vi kender dem i dag. Dette takket være de mange hulefund med stentegninger, man har gjort især på nordkysten af Spanien. Det mest kendte og berømte er fundet af Altamira-grotten i Cantabria, ca. 15.000 til 13.000 år f.K. Men også grotterne i Nerja stammer fra den periode, dog lidt senere, ca. 8.000 til 10.000 år f.K. Se billedet.

Ibererne var efterkommere af disse primitive, præhistoriske kulturer af libysk - afrikansk - oprindelse. Og som iberere blev de betegnet af de græske, klassiske historikere - disse oprindelige indbyggere på Halvøen, som var en blandingsrace af forskellig oprindelse og kultur.

Den Iberiske Halvø gennemlevede som resten af Europa Sten- og Bronzealderen, ca. 4.000 til 1.000 f.K., hvor man lærte at bruge redskaber i det daglige arbejde af hhv. sten og bronze. Stendysserne i Antequera – den største og mest kendte hedder La Menga – stammer fra denne periode.

Kelterne var et folk af indoeuropæisk oprindelse. De stammede fra Centraleuropa. Det var et krigerisk nomadefolk, som gennemrejste store områder. De trængte ind på Halvøen øst og vest for Pyrenæerne ca. år 1000 f.K. De slog sig ned i Katalonien og i Ebro-dalen og bredte sig mod nord til Cantabrien, Asturien og Galicien. Herefter fulgte de Atlanterhavskysten mod syd gennem det nuværende Portugal. På den iberiske højslette, på østkysten og i Andalusien blandede de sig med ibererne, mens de i Galicien og Portugal oprettede deres egne bosættelser, uafhængige af ibererne.

Med fønikernes ankomst ca. 800 år f.K. indledtes Jernalderen, idet fønikerne bragte kunsten at udvinde jern med sig til Halvøen.  


_________________________________________________________________________

Startside | Præhistorien | Fønikerne | Grækerne | Karthagenserne | II Puniske krig | Romerne | Vestgoterne | Al Andalus | Emiratet | Kalifatet | Taifas | Los Almorávides | Los Almohades | Reino de Granada | Generobringen | Efterskrift |

Fønikerne

Fønikerne i Middelhavet og på Halvøen:

Fønikerne, som var handelsfolk og dertil meget dygtige søfarende, oprettede handelsstationer over hele Middelhavet og også udenfor Middelhavet så langt mod nord som i England. Fønikerne kom fra Tiro i den østlige ende af Middelhavet (det nuværende Libanon). På den Iberiske Halvø oprettede de som deres største bedrift byen Cádiz (Gadeira) med templet for Melquard-Heracles. I la Axarquía har man fundet rester af fønikiske handelsstationer og begravelsespladser i río Vélez’ udmunding - Toscanos, Alarcón og Jardín - og i Algarrobo - Mezquitilla, Chorreras og Trayamar. 

I slutningen af bronzealderen fandtes der forskellige kulturer på Den Iberiske Halvø, de fleste beslægtede med lignende kulturer i resten af Europa. 

De første skriftlige oplysninger om de folkeslag, som boede på Halvøen stammer fra grækerne fra det VI årh. f.K. Her tales om iberere, keltere og tartesere. Tartesernes hovedstad hed Tartesos.  Man har ikke med sikkerhed kunnet fastslå beliggenheden, men man mener den lå i Guadalquivirs udmunding i Huelva. Det tartesiske rige bredte sig mod øst, indtil det dækkede det nuværende Andalusien.

Efter fønikernes ankomst til Halvøen blev tartesernes kultur i stadig højere grad påvirket østfra. Af årsager som ikke er helt klarlagt gik Tarteso  til grunde omkring år 500 f.K.

Fra begyndelsen af VI årh. f.K. ser man en pludselig nedgang i handelen med fønikerne. Dette hænger  sammen med kong Nebukadnezars erobring i 573 f.K. af Tiro, fønikernes hovedby. Det førte til en krise i det fønikiske imperium og senere til imperiets opløsning, idet båndene mellem den ene og den anden ende af Middelhavet blev klippet over. Det førte i sin tur formentlig også til Tartesos undergang. Den tidligere fønikiske indflydelse blev erstattet af den kartagensiske og den tartesiske kultur blev afløst af den turdetanske. På billedet ses forskellige fønikiske kunst- og brugsgenstande, som er fundet i det sydlige Spanien.

I forbindelse med indførelsen af jernet som arbejdsmateriale skete der en gradvis emigration til Halvøen. Keltere og andre europæiske stammer kom i større og større tal. Man kan tale om en indoeuropæisering. Denne tendens forstærkedes med Tartesos sammenbrud. De oprindelige kulturer var der dog stadig, især i de isolerede bjergområder som f.eks.  Baskerlandet, således at man omkring III årh. f.K. kan tale om 10 – 12 forskellige kulturer, som dominerede de forskellige områder af Halvøen.

Fønikiske skrifttegn

Da det fønikiske imperium brød sammen i VI årh. f.K. blev handelen på den vestlige del af Middelhavet overtaget af kartagenserne. Dette skifte fandt sted på fredelig vis. Karthago, som var en bystat uden ret meget opland, og som ikke havde mange råmaterialer, var afhængig af handel med udlandet. F.s.v.a. metaller og landbrugsvarer handlede man meget med Iberia. De gamle fønikiske handelsruter og  –kolonier blev overtaget af kartagenserne.


Grækerne

Den græske indflydelse:

Det folk, der havde den højeste kulturelle udvikling i Middelhavet, var grækerne. Deres indflydelse ses meget tidligt. Ikke nødvendigvis fordi de selv bragte den til Halvøen, men fordi den blev bragt hertil med fønikerne, kartagenserne og senere med romerne. Gamle sagn og legender, og endog græsk litteratur (Odysséen), taler om rejser til Halvøen foretaget af de gamle, græske helte efter sejren  ved Troja. Men det er der ingen dokumentation for. De første sikre, arkæologiske tegn på græsk kultur stammer fra anden halvdel af VIII årh. f.K. (keramik og andre kunstgenstande), og de blev bragt til Halvøen af fønikerne. Først i midten af VII årh. f.K. ankom de første grækere, hvilket fremgår dels af arkæologiske fund og dels af datidig litteratur.


Græsk keramik fra perioden 

Den mest kendte, datidige græske handelsmand var Coleo fra Samos, som rejste og handlede meget i Tarteso. Kongen af Tarteso hed Argantonio. Han er et meget kendt navn i den spanske historie. Grækerne foretog ingen kolonisering i Tarteso. Man benyttede de handelsveje og den infrastruktur, som fønikerne og tarteserne allerede havde skabt. Det menes dog, at de grundlagde en by, Mainaké, på sydkysten, måske ved det nuværende Almayate i la Axarquía. Byen er omtalt i gamle, græske skrifter, men man har aldrig fundet arkæologiske rester.


Emporión eller Ampurias



Udgravninger fra den græske by Emporión, som var et vigtigt handelscenter i Middelhavet. Romerne kaldte byen for Ampurias. Billederne viser mosaikarbejder. Udgravningerne ligger tæt ved Figueras og kan beses den dag i dag.






Disse omvæltninger medførte en øget græsk tilstedeværelse på Halvøen. Man oprettede handelsstationer langs Middelhavets østkyst uden at lave faste bosættelser. Det gjorde man dog længst mod nord, hvor man i løbet af VI årh. f.K. skabte et græsk metropolis, byen Ampurias (eller Emporión) og lidt sydligere - omkring Valencia - byen Sagunto. Herfra styrede man handelen og søfarten i den vestlige ende af Middelhavet indtil slutningen af III årh. f.K., da romerne erobrede Halvøen. Det er uomtvisteligt, at grækerne fra Ampurias, og nabobyen Rosas, i disse århundreder kulturelt set øvede en stor indflydelse på de oprindelige beboere.


Karthagenserne

Kathagenserne på Halvøen:

Den karthagensiske handel på Halvøen fungerede godt, indtil Karthago i 241 f.K. tabte Den Første Puniske Krig til Rom. Man blev tvunget til at betale en enorm krigsskadeerstatning, og samtidig med at  man måtte afstå Sicilien og Sardinien til Rom, kunne man se en fremtid i fattigdom i møde - hvis man ikke fandt på et uventet modtræk, altså et modtræk som ikke var forudset af Rom.

Karthagensisk mønt med billede af Asdrúsbal Barca
Dette var grunden til, at den kartagensiske general Amílcar Barca i 237 f.K. gik i land ved Gadir (Cádiz) med en hærstyrke for at underlægge sig den sydlige og østlige del af Iberia. (Amílcar Barca er mest kendt for at være far til Hannibal, som på det tidspunkt var 9 år, og som allerede da svor sit had til romerne).

Maleri af Hannibal

Amílcar Barcas mål var at nå frem til østkysten. Han brugte hårde midler, og mødte derfor hård modstand. Han blev dræbt i et slag  229 f.K. og blev afløst på posten af sin svigersøn, Asdrúbal. Denne forstod bedre at omgås de indfødte. Han giftede sig med datteren til en iberisk konge, og i 228 f.K. kunne han grundlægge havnebyen Cartago Nova (Cartagena). Herfra udskibede man alle rigdommene (jern, sølv og guld), som man hentede inde i landet, og således kunne man betale erstatningerne til Rom, som allerede var begyndt at vise mishag ved at se, hvor hurtigt Karthago igen var kommet på fode.

I 226 f.K. indgik Kartago og Rom en aftale, ifølge hvilken Rom accepterede området syd for floden Ebro som kartagensisk interesseområde.

I 221 f.K. blev Asdrúbal snigmyrdet af en iberer. Den unge Hannibal overtog posten som general for  de kartagensiske styrker i Iberia. Han udførte sit hverv med kløgt og diplomati. Snart beherskede han hele den sydøstlige del af Iberia. Han erobrede den centrale højslette, planlagde en ekspedition mod Ebro-dalen, men forinden belejrede han den græske by Sagunto (på østkysten mod Middelhavet - på billedet ses udgravninger fra Sagunto), som var under romersk beskyttelse (men som lå syd for Ebro). Romerne reagerede ikke, før Hannibal indtog og massakrerede byen.

Og mens Hannibal dirigerede sine tropper mod Italien for at forcere Alperne med elefanter og nå frem til Rom, satte romerne for første gang i historien fod på Iberia for aldrig at forlade Halvøen igen. De landsatte en hærafdeling i Ampurias (den græske by længst mod nord på Iberias østlige Middelhavskyst).

De militære begivenheder under Den Anden Puniske Krig udspilledes mellem 218 – 204 f.K.


II Puniske krig

Den II Puniske krig på halvøen:

De romerske legioner i Iberia var under kommando af konsulerne Cneo og Publio Escipión. De allierede sig med lokale høvdinge og chefer og startede felttoget mod syd. Mellem 218 og 211 f.K. gjorde de gode fremskridt og rykkede så langt frem som til Linares (Jaén), hvor de blev besejret af karthagenserne, og hvor  begge Escipionerne faldt. Den besejrede romerske hær måtte trække sig tilbage til Pyrenæerne. Karthagenserne var atter herrer i Iberia.

Karthagensisk fæstning under II puniske krig  
Som ny chef for de romerske styrkes udnævntes P. Cornelio Escipión. Han indgik en række alliancer med de lokale chefer – den indfødte befolkning anså i begyndelsen romerne for befriere – og erobrede i 209 f.K. karthagensernes hovedby, Cartagena, ved en genial operation. Han angreb byen fra søsiden ved lavvande. Herefter var det kun et spørgsmål om tid. I 206 f.K. overgav Cádiz sig uden kamp til de romerske styrker, og kamphandlingerne i Iberia var slut.

Karthagensisk mønt med billede af Hannibal

Krigen varede endnu to år i Italien og yderligere to år i Afrika, inden Karthago var besejret. Hannibal blev endelig besejret ved Zama (Afrika). Han flygtede til Østen og begik selvmord i 183 f.K.


Romerne

Det romerske imperium:

Den iberiske befolkning opdagede hurtigt, at den kun havde skiftet herrer. Romerne havde ikke til hensigt at opgive noget af det vundne territorium. Efter at have erobret den østlige og sydlige del af Halvøen fra karthagenserne, erobrede romerne gradvist resten af Halvøen fra de lokale indbyggere. Iberia blev en romersk provins på lige fod med de øvrige områder rundt om Middelhavet i Europa, Lilleasien og Nordafrika.

Denne tilstand varede ca. 600 år, indtil Det Vestromerske Rige brød sammen i 475 – 476. Herefter overgik den politiske magt til Bysanz (Østromerriget). Den lange romerske tilstedeværelse havde naturligvis efterladt sig uudslettelige spor på Halvøen. Befolkningen var blevet hispanoromansk, sproget var romersk (latin), og alle former for kultur, kunst m.m. var romaniseret.

Efter at have besejret karthagenserne i Iberia grundlagde den romerske hærfører C. Publio Escipión, Afrikaneren, byen Itálica (Sevilla provins).

T.v. ses ruinerne af anfiteatret i Italica, t.h.ruinerne af en garumfabrik (en slags fiskepasta)


I år 409 e.K. under kejserne Arcadio og Honorio - sønner af kejseren af spansk oprindelse, Teodosio, og på et tidspunkt hvor vestromerriget befandt sig i opløsning - blev Hispania invaderet af barbariske stammer som krydsede Pyrenæerne forskellige steder. Barbarerne underlagde sig landet, og delte det imellem sig efter at have terroriseret befolkningen og lagt landet øde og fyldt det med ubegravede lig. Sveverne slog sig ned i Galicien; alanerne i Lusitania og Cartagena-området og vandalerne i "La Bética" (Andalusien), som senere efter dem blev kaldt Vandalusien. Få år efter kom vestgoterne. De var allierede med og fik hjælp af romerne. P.g.a. det vestgotiske tryk forlod vandalerne Andalusien. Under kommando af Genserico emigrerede de til Nordafrika.

Sammenbruddet for Det Vestromerske Rige hænger sammen med de store folkevandringer fra Nordeuropa i IV årh., hvor barbariske folkeslag trængte stadig længere sydpå mod Middelhavet og de utallige indre stridigheder i romerriget. Samtidig har kristendommens indtog haft indflydelse. Jesus’ fødsel falder nogenlunde samtidig med indførelsen af kejserdømmet i Rom (30 f.K.). En historiker har udtalt: ”At historien om det kejserlige Rom samtidig er historien om det romerske kejserimperiums forvandling til Det Kristne Imperium”. I midten af III årh. har kristendommen slået rod i Hispania. I V årh. var befolkningen overvejende kristent.




Romersk keramik, t.h. en romersk mønt

Blandt de mange barbariske folkeslag, som deltog i de store folkevandringer fra nord til syd, finder vi goterne. Deres udgangspunkt kan ikke fastslås med sikkerhed, men man mener, at det var et folkeslag fra Den Skandinaviske Halvø, nærmere bestemt Götaland i det nuværende Sverige, som allerede i II og I årh. f.K. krydsede Baltikum til Østpreussen og Polen og i de følgende århundreder oprettede samfund dér.

 I IV årh. e.K. bevægede goterne sig sydpå. Man delte sig i to grupper, øst- og vestgoterne. Vestgoterne krydsede Donau og kom således i berøring med Romerriget. Man kom samtidig i berøring med kristendommen og omvendte sig til denne. Efter utallige og langvarige konflikter og aftaler med Rom, trængte man i 408 ned gennem Italien og belejrede Rom. Efter over et års belejring overgav Den Evige Stad sig til vestgoterne.


________________________________________________________________


Vestgoterne

Den vestgotiske periode:

I 418 indgik vestgoterne en aftale med den romerske kejser om at overtage den vestlige del af Gallien (Frankrg). De slog sig ned i området nord, syd og øst for Bordeaux. Lige fra begyndelsen fik vestgoterne problemer med frankerne. Efter mange mindre træfninger blev vestgoterne endeligt besejret i slaget ved Vouillé i 507. Det betød, at den første vestgotiske bosættelse i Vesten forsvandt, men de havde på den korte tid i Gallien skabt en solid basis for en vestgotisk stat, som blev virkeliggjort i Hispania i slutningen af VI årh.

Efter lange og hårde kampe med først og fremmest Det Byzantinske Rige (Det Østromerske Rige), som var den politiske magt i Hispania, men også med frankerne og barbariske folkeslag, lykkedes det vestgoterne i 567 og de følgende år at vinde magten på hele Halvøen bortset fra den sydlige og sydøstlige kyststrimmel (incl. la Axarquía), som forblev under byzantinsk dominans hele perioden. Vestgoterne gjorde Toledo til hovedstad i deres nye rige.


Billedet tv.: Kong Recaredo omvender sig til kristendommen.
Billedet t.h.:
 Vestgoternes hovedstad, Toledo.




Langt den største del af befolkningen i Hispania under vestgoterne var af romersk oprindelse, d.v.s. de stammede fra et af de lande, som var under romerrigets dominans, italienere, grækere, syrere, ægyptere, afrikanere og jøder. Desuden var mange barbariske folkeslag repræsenterede foruden de oprindelige indbyggere, som ikke var assimileret. Det samlede romaniserede befolkningstal er svært at opgøre, men man mener, der var mellem syv og ti millioner. Vestgoterne selv udgjorde ikke flere end mellem 100.000 og 200.000.

Efter nogle indledende vanskeligheder fungerede forholdene mellem de forskellige sociale og etniske grupper rimeligt godt. Det gjorde det imidlertid ikke i det vestgotiske aristokrati. Der var uendelige arvefølgekrige. Disse svækkede nationen og gjorde den moden til et overfald udefra. Dette overfald kom i 711.



_________________________________________________________________________

tirsdag den 8. marts 2011

Al Andalus

La Memoria Andalusí

Det var mænd med mørkebrune ansigter, som var garvede af ørkenens vind, pragtfulde ryttere, som red på smukke fuldblods heste. Mænd som forstod at nyde livets sensuelle sider, som det kom til udtryk i deres skik med eksotiske harem’er.

 I foråret 711 steg 12.000 mand under kommando af guvernøren af Tanger, berberen Tariq b. Ziyad, og i profeten Muhameds navn i land ved Gibraltar. Kavaleriet var bevæbnet med lette lanser, sabler og spyd, og de blev fulgt af infanteriet, som mødte fjenden med lange sværd, buer, pile og skjolde. En ny sol skinnede over dem,  og de drømte om at indtage Hispania.

Fra Djebel-al-Tariq indledte disse mænd et forbavsende togt. De besejrede den vestgotiske konge, Rodrigo, ved Guadalete og trængte frem til Toledo. Den hellige krig for Allah, den medfølende og barmhjertige – for Allah er stor – var et strålende rygstød for dem af metafysisk karakter. De kæmpede for disse principper, så alle måtte vige. De repræsenterede Halvmånen med deres krumsabler.


Denne strålende islamiske fortrop blev året efter forstærket med yderligere 18.000 soldater, som gik i land på Halvøen under kommando af Musa b. Nusayr, den arabiske guvernør i Quayrawan (Marokko) og hjernen bag erobringen. De avancerede uimodståeligt til Mérida efter at have besejret en vestgotisk hærafdeling ved Segoyuela. I Toledo udråbte de kaliffen af Damascus til hersker over Hispania. Kort efter erobrede de Aragón, Galicien og det østlige Hispania. De havde føjet endnu en glorie til Damascus’ ære ved at indlemme Al Andalus i Dar-al-Islam.

Al Andalus omfattede i første halvdel af VIII årh. hele det nuværende Spanien og Portugal med undtagelse af områder i Pyrenæerne og i de Cantabriske bjerge (Asturien), som araberne undlod at erobre i det berømte slag ved Covadonga, en lokalitet, som har fået en mytisk klang i den spanske historie. Man mener, det var ved Covadonga, man standsede arabernes fremmarch og reddede den kristne kultur. Asturien måtte dog underkaste sig som vasal og betale skatter til Córdoba, bl. a. den berømte ”Tributo de las cien doncellas” (Skatten på 100 ungmøer). Man fortsatte ekspansionen ind i Frankrig, men blev i 732 standset ved Poitiers.

Af den grund og p.g.a. indre stridigheder mellem araberne indbyrdes trak man sig tilbage til syd for Pyrenæerne. De samme indre stridigheder resulterede i 739 i veritabel borgerkrig i Al Andalus mellem arabere og berbere og bevirkede, at asturerne kunne frigøre sig fra deres vasalstatus og skubbe grænsen lidt mod syd. En udvikling som fortsatte de følgende århundreder.



næste>>
_______________________________________________________________________

Emiratet

Emiratet i Córdoba:

Al Andalus blev en provins under Omeya-kalifatet i Damascus. I 755 ankom omeya-prinsen, Abderrahmán, som flygtning til Al Andalus fra Damascus. Omeya-dynastiet, som hidtil havde haft magten i Damascus, var detroniseret og massakreret af et rivaliserende dynasti. Abderrahmán blev efter nogle indledende besværligheder i 756 udråbt til den første emir af Córdoba i et selvstændigt emirat, Al Andalus. Abderrahmán I skabte orden i riget. Han døde i 788 og efterfulgtes på tronen af sine efterkommere i mere end 100 år.

Inden sin død nåede Abderrahmán I blandt meget andet at opføre moskeen i Córdoba. Selvom moskeen er tydeligt orientalsk inspireret er den også et bevis på den arkitektoniske nytænkning, der fandt sted i den vestlige ende af Dar-al-Islam. Bygningen er næsten kvadratisk med 76 m. på hver led. Bøn-salen fylder ca. halvdelen. Det virkeligt revolutionerende ved Córdoba-moskeen er måden, man har anvendt for at øge lofthøjden i bøn-salen. Man har anvendt to bueniveauer i loftet, hvilket dels giver mere højde, og dels får en til at tro, at man befinder sig i en skov af høje, slanke træer. Man mener, at denne buekonstruktion kan være inspireret af de romerske akvadukter. Alle Abderrahmán Is efterfølgere byggede til og ud på moskeen. Sønnen Hisham I byggede minarettårne, Abderrahmán II udvidede bøn-salen fra 12 "rum" til 20 og Abderrahmán III udvidede haveanlægget, konstruerede en ny minaret og forstærkede søjlerne på facaden mod haveanlægget. Hakkam II isatte porten San Esteban, og endelig i 987 udvidede Al Manzor bøn-salen og tilføjede mange pragtfulde dekorationer. Således stod moskeen som et symbol på Córdoba-dynastiets magt og områdets kulturelle udvikling. 

Under emiratet i Córdoba blev Al Andalus islamiseret. Men man tillod andre religioner. Det kristne ærkebispesæde i Toledo fungerede under hele perioden. Jøderne kunne dyrke deres religion. Men langt de fleste lod sig efterhånden omvende til islam og blev muladíes (kristne konverterede til islam), idet det medførte en række sociale og økonomiske fordele. Al Andalus forvandledes til et moderne, effektivt og økonomisk frugtbart samfund. Der blev bygget moskeer, paladser og andre bygninger i byerne. De mest moderne, tekniske hjælpemidler blev taget i brug i landbruget. Araberne var dygtige til vandingsanlæg og overrisling.

Omkring 880 befandt emiratet sig i en tilstand af opløsning p.g.a. svage emirer og utallige indre stridigheder. Dette skabte oprør i Al Andalus og problemer med nordgrænsen mod det kristne Asturien. Det var især blandt ”los mozárabes” (kristne), men også blandt ”los muladíes” og berberne, at oprøret ulmede. Det alvorligste anslag mod emiratet kom fra muladíen Omar ben Hafsun. Han er en af de bedst kendte og mest farverige skikkelser i Spaniens historie. Han fødtes i Perauta i Málaga provins.


Kalifatet

Kalifatet i Córdoba:

 912 døde emiren Abd Allah. Han efterfulgtes af sin nevø Abderrahmán III. Abderrahmán var en dygtig statsmand og kriger. Det lykkedes ham hurtigt at kvæle de sidste oprør. På den måde vandt han så meget prestige og magt, at han kunne gennemføre den største begivenhed i Al Andalus’ historie: I 929 proklamerede han skabelsen af kalifatet i Córdoba med sig selv som den første kalif. Han nedstammede i syvende led fra Córdobas første emir, Abderrahmán I, som grundlagde dynastiet i Al Andalus i 756.

Kaliffens betydning for Al Andalus´ kulturelle, økonomiske og politiske udvikling kan ikke overvurderes. En samtidig arabisk historiker udtalte: "Europa (det kristne Europa) drukner i snavs, i Al Andalus er der tusindvis af badeanstalter!" I brevene, som overhovedet sendte til rigets forskellige guvernører for at informere dem om indførelsen af kalifatet, underskrev han sig med titlen Amur al-Muminim (De troendes Prins). Han tog tilnavnet al-Nasir li-Dini Allah (Forsvareren af Guds religion).

For at kunne modtage fremmede ambassadører og statsoverhoveder standsmæssigt og til eget brug lod han opføre en ny palads-by, Medinat al-Zahra, nogle få km. vest for byen. Medinat al-Zahra blev desværre nedrevet til sidste sten ved kalifatets sammenbrud i 1031. Man har senere foretaget udgravninger af ruinerne, se billedet ovenfor, hvorfor man med nøjagtighed kan rekonstruere beliggenheden. Byplanen er fuldstændig geometrisk, rektangulær. De lange sider er 1500 m og de korte 750 m, hvilket giver et areal på mere end 100 ha. Til sammenligning var bykernen i Toledo 80 ha, i Valencia, Málaga og Zaragoza mellem 40 og 50.  

Kaliffen modtog ambassadører fra fremmede riger. De udenlandske stater på Halvøen forsøgte at komme kaliffens vrede i forkøbet ved at forære ham rige gaver. På billedet sidder kaliffen på puder i midten af salen. Han er omgivet af poeter, videnskabsmænd og lærde.

Medinat al-Zahra var pragtfuldt indrettet - et kaliffens Versailles.

Kalif Abderrahmán III befalede byggeriet startet i 936, og i 945 blev det indviet, og kaliffen og hans regering flyttede ind. Indvielsen blev fejret med en reception. Denne blev foreviget af kunstnere, som tegnede begivenhederne på væggene. Ved hoffet i Medinat Al-Zahra havde man tusindvis af bøger i de store biblioteker. De indeholdt viden, som var ukendt i den kristne verden.

Kaliffens magt var ubegrænset. De officielle handlinger blev udført efter en strålende protokol og med den største pomp og pragt. På Abderrahmáns tid var der mere end 3000 husslaver og 6000 kvinder, der sørgede for kaliffen og hans palads' fornødenheder. Kaliffens palads, hvor han og hans ministre opholdt sig, lå i Medinat Al-Zahra, tæt ved Córdoba. Ruinerne eksisterer den dag i dag.

Den megen uro i Al Andalus i emiratets sidste mange år blev udnyttet af de kristne riger i nord. Asturien omfattede nu også Galicien og kongeriget León. Ved Pyrenæerne blev grænsen skubbet sydpå. Området omfattede nu kongeriget Navarra (Pamplona), Aragón og Katalonien til syd for Barcelona. De kristne konger søgte at komme straffeekspeditioner fra Córdoba i forkøbet ved at sende ambassadører med rige gaver til kaliffens hof.

Befolkningstætheden i det islamiske Spanien var større end i Europa, og mange af Al Andalus' byer var mellem de befolkningsrigeste på kontinentet. Córdoba var Europas største by, rival til Konstantinopel, Damaskus og Bagdad og prototypen på en hispano-islamisk by. Udviklingen i landbruget bidrog til kalifatets opblomstring, for selv om landbruget havde arvet de elementære kundskaber til at udnytte jordens frugter fra romerne, så var det de arabiske, tekniske opfindelser (ordene acequia og noria er arabiske - acequia=vandledning og noria=pariserhjul) - som stadig bruges i andalusisk landbrug – som forbedrede produktiviteten.

Minedriften bidrog til Al Andalus’ rigdom: Ved Tajos og Darros bredder udvandt man guld; i Murcia, Alhama og Hornachuelo, sølv; i Córdoba og Sevilla, jern; i Almadén, kviksølv, og der var store mængder kobber i Toledo, Granada og Ríotinto. Man udviklede guldsmede- og metalarbejder, man fremstillede glas, læder, fabrikerede fødevarer, silke og elfenben. Dette skyldtes kalifatets fremsynede politik – og meget klogt kombineret med en tidlig økonomisk liberalisme. Det islamiske Spanien var det mest aktive, økonomiske center i Vesten.

Under kalif Hixam II nåede man toppen af Córdoba-kalifatets militære styrke. Det blev ledet af den geniale strateg, Almanzor, som var visir og førsteminister i kalifatet. Med en stærk hær bestående af udenlandske lejesoldater spredte Almanzor skræk og rædsel i hele det kristne Spanien ved hjælp af raids og militære operationer, som han gennemførte i sommerhalvåret for at vinde bytte, hvormed han kunne opretholde lejehæren. Med dristige, eventyrlige felttog udplyndrede han Barcelona i 985 og Santiago de Compostela 12 år efter. Denne islamiske hærfører døde i 1002, få dage efter han blev såret under et mindre sammenstød i Calatañazor de Medinaceli (Soria).  Således sluttede hans blodige sommersonater. Billedet viser Almanzor i domkirken i Santiago de Compostela.

Almanzor blev efterfulgt som visir af sine sønner, og en af dem, Abderrahmán Sanchol, hvis mor var prinsesse fra Navarra, udråbte man til arving af kalifatet. Men der udbrød  opstand i Córdoba mod Abderrahmán Sanchol. Man beskyldte ham for at være usurpator og for at sympatisere med kristendommen. Han blev overvundet, og hans  krop blev sømmet på et kors, som blev rejst ved en af byportene! Denne begivenhed startede en række indbyrdes krige. Da kaliffen, Hixam II, døde, i begyndelsen af århundredet, tog oprørene til i styrke. I disse krige deltog også kongen af León, som gjorde sig til dommer i det dekadente kalifat, som nu var opsplittet i en række mindre riger med hver sin lokale høvding.