2., 3. og 4. rejse

Den anden rejse:

Den 25. september 1493 stævnede admiralen ud fra Cádiz med 17 skibe og ca. 1200 mand under sin kommando. De medbragte såsæd og kvæg.

Ved afsejlingen fra Canarieøerne tog Columbus en sydligere kurs end på den første rejse for at komme til det farvand i de Små Antiller, som han kaldte indgangsporten til ”las Indias”.


Efter at have opdaget øen Puerto Rico, sejlede han til fortet La Navidad og konstaterede, at det var destrueret, og at spanierne var døde.


Han grundlagde den første spanske by i Amerika, la Isabela. Han fortsatte langs sydkysten af Cuba, ankom til Jamaica, og i slutningen af 1494 opdagede han det sydamerikanske fastland (Cumaná), men det holdt han skjult til den tredie rejse.


Der opstod stridigheder mellem den ny, spanske befolkning på La Española og de indfødte, som gjorde opstand.


Fra 1495 begyndte den Ny Verdens omdømme at tabe i popularitet, således var den mest hørte beklagelse mellem spanierne: ”Gid Gud ville bringe mig tilbage til Castilla”.


_________________________________________________________

Den tredje rejse:

Columbus havde problemer med at udruste den tredie flåde. “Las Indias” øvede ikke den samme tiltrækning på folk som tidligere, og der var mangel på besætningsmedlemmer. Man måtte endog give Columbus fuldmagt til at udskrive straffefanger.


Otte skibe og 226 mand besætning udgjorde flåden, som stævnede ud fra Sanlúcar de Barrameda den 30. maj 1498.


Fra Canarieøerne fortsatte han til Cabo Verde på en sydligere breddegrad end på de tidligere rejser, hvilken forsinkede ekspeditionen p.g.a. vindstille i området.


Han opdagede øen Trinidad, sejlede langs kysten af Paria, som han højtideligt fastslog var positionen for Paradiset på Jorden.


På vejen til La Española opdagede han øen Margarita, hvor man fiskede perler, inden han den 20. august ankom til hovedstaden i ”las Indias”, Santo Domingo.


Tilstanden i kolonien  var alvorlig. Hovedparten af spanierne med Francisco Roldán i spidsen, havde gjort oprør mod Columbus’ autoritet. Vicekongens ankomst løste ikke problemet.


Søkort som Columbus anvendte

Beskyldningerne mod familien Columbus, forstærket af forskellige tvivlsomme handlinger fra admiralens side, som f.eks. hemmeligholdelsen af udvindelsen af perler på Margarita og Cubagua, nåede til hoffets og regenternes kendskab.


Den 23. august 1500 ankom Francisco Bobadilla til havnen i Santo Domingo for at afsætte guvernøren og vicekongen. Der blev en vis modstand fra de Columbus-tro, hvilket i nogen grad forklares af Bobadillas hårde fremfærd.


I begyndelsen af oktober 1500, vendte Columbus, Bartolomé og Diego Columbus tilbage til Spanien i lænker.


_____________________________________________________

Den fjerde rejse:

Monarkerne fortrød den hårde behandling, de havde udsat Columbus for, de holdt ham i nogen grad skadesløs, men de genindsatte ham ikke i de tabte embeder.


De lovede ham, at de ville gøre det, og imens udstyrede de ham til den fjerde rejse.


Med fire skibe og 150 mand afsejlede Columbus fra Cádiz den 11. maj 1502. Målet var at finde passagen til krydderi-landene, eftersom Columbus fortsat troede, at antiller-farvandene var forgården til Asien.


Ved krydsningen af oceanet valgte han en lignende rute som på den anden rejse. Han havde ordre til ikke at gøre ophold i Santo Domingo.


Han krydsede Caribien til Cabo de Honduras, fortsatte til Cabo de Gracias a Dios og sejlede langs kysten af Panama. Han fandt ikke, hvad han søgte, hverken passage, guld eller krydderier. Derimod havde han masser af modgang og mistede to skibe.

Den 1. maj satte han kurs mod La Española, men han blev tvunget til at søge nødhavn i Jamaica, i Santa Ana-bugten, da skibene tog vand ind. Han var nødt til at sejle på grund og vente.

Skibene blev kun reddet, fordi Diego Méndez og Bartolomé Fiesco gennemførte det dristige forehavende at nå frem til La Española i to kanoer.

Den 28. juni 1504 forlod han Jamaica, og den 12. september 1504 satte de to fartøjer kursen mod Spanien. De ankom til Sanlúcar de Barrameda den 7. november 1504. Ekspeditionen var mislykket. Columbus var syg, men han fortsatte til hoffet og krævede uden held sine privilegier tilbage.

 
Han døde den 20. maj 1506 i Valladolid. I 1544 blev hans aske overført til Santo Domingo og i 1796 til Katedralen i la Habana.  I 1898, da Cuba blev selvstændig, blev asken ført til katedralen i Sevilla.
 
Columbus er efter sin død blevet hædret som en af nationens store mænd. Der er rejst utallige monumenter af ham overalt i Spanien (og uden for Spanien).



__________________________________________________________________