912 døde emiren Abd Allah. Han efterfulgtes af sin nevø Abderrahmán III. Abderrahmán var en dygtig statsmand og kriger. Det lykkedes ham hurtigt at kvæle de sidste oprør. På den måde vandt han så meget prestige og magt, at han kunne gennemføre den største begivenhed i Al Andalus’ historie: I 929 proklamerede han skabelsen af kalifatet i Córdoba med sig selv som den første kalif. Han nedstammede i syvende led fra Córdobas første emir, Abderrahmán I, som grundlagde dynastiet i Al Andalus i 756.
Kaliffens betydning for Al Andalus´ kulturelle, økonomiske og politiske udvikling kan ikke overvurderes. En samtidig arabisk historiker udtalte: "Europa (det kristne Europa) drukner i snavs, i Al Andalus er der tusindvis af badeanstalter!" I brevene, som overhovedet sendte til rigets forskellige guvernører for at informere dem om indførelsen af kalifatet, underskrev han sig med titlen Amur al-Muminim (De troendes Prins). Han tog tilnavnet al-Nasir li-Dini Allah (Forsvareren af Guds religion).
For at kunne modtage fremmede ambassadører og statsoverhoveder standsmæssigt og til eget brug lod han opføre en ny palads-by, Medinat al-Zahra, nogle få km. vest for byen. Medinat al-Zahra blev desværre nedrevet til sidste sten ved kalifatets sammenbrud i 1031. Man har senere foretaget udgravninger af ruinerne, se billedet ovenfor, hvorfor man med nøjagtighed kan rekonstruere beliggenheden. Byplanen er fuldstændig geometrisk, rektangulær. De lange sider er 1500 m og de korte 750 m, hvilket giver et areal på mere end 100 ha. Til sammenligning var bykernen i Toledo 80 ha, i Valencia, Málaga og Zaragoza mellem 40 og 50. 
Kaliffen modtog ambassadører fra fremmede riger. De udenlandske stater på Halvøen forsøgte at komme kaliffens vrede i forkøbet ved at forære ham rige gaver. På billedet sidder kaliffen på puder i midten af salen. Han er omgivet af poeter, videnskabsmænd og lærde.
Medinat al-Zahra var pragtfuldt indrettet - et kaliffens Versailles.
Kalif Abderrahmán III befalede byggeriet startet i 936, og i 945 blev det indviet, og kaliffen og hans regering flyttede ind. Indvielsen blev fejret med en reception. Denne blev foreviget af kunstnere, som tegnede begivenhederne på væggene. Ved hoffet i Medinat Al-Zahra havde man tusindvis af bøger i de store biblioteker. De indeholdt viden, som var ukendt i den kristne verden.
Kaliffens magt var ubegrænset. De officielle handlinger blev udført efter en strålende protokol og med den største pomp og pragt. På Abderrahmáns tid var der mere end 3000 husslaver og 6000 kvinder, der sørgede for kaliffen og hans palads' fornødenheder. Kaliffens palads, hvor han og hans ministre opholdt sig, lå i Medinat Al-Zahra, tæt ved Córdoba. Ruinerne eksisterer den dag i dag.
Den megen uro i Al Andalus i emiratets sidste mange år blev udnyttet af de kristne riger i nord. Asturien omfattede nu også Galicien og kongeriget León. Ved Pyrenæerne blev grænsen skubbet sydpå. Området omfattede nu kongeriget Navarra (Pamplona), Aragón og Katalonien til syd for Barcelona. De kristne konger søgte at komme straffeekspeditioner fra Córdoba i forkøbet ved at sende ambassadører med rige gaver til kaliffens hof.
Befolkningstætheden i det islamiske Spanien var større end i Europa, og mange af Al Andalus' byer var mellem de befolkningsrigeste på kontinentet. Córdoba var Europas største by, rival til Konstantinopel, Damaskus og Bagdad og prototypen på en hispano-islamisk by. Udviklingen i landbruget bidrog til kalifatets opblomstring, for selv om landbruget havde arvet de elementære kundskaber til at udnytte jordens frugter fra romerne, så var det de arabiske, tekniske opfindelser (ordene acequia og noria er arabiske - acequia=vandledning og noria=pariserhjul) - som stadig bruges i andalusisk landbrug – som forbedrede produktiviteten.
Minedriften bidrog til Al Andalus’ rigdom: Ved Tajos og Darros bredder udvandt man guld; i Murcia, Alhama og Hornachuelo, sølv; i Córdoba og Sevilla, jern; i Almadén, kviksølv, og der var store mængder kobber i Toledo, Granada og Ríotinto. Man udviklede guldsmede- og metalarbejder, man fremstillede glas, læder, fabrikerede fødevarer, silke og elfenben. Dette skyldtes kalifatets fremsynede politik – og meget klogt kombineret med en tidlig økonomisk liberalisme. Det islamiske Spanien var det mest aktive, økonomiske center i Vesten.
Under kalif Hixam II nåede man toppen af Córdoba-kalifatets militære styrke. Det blev ledet af den geniale strateg, Almanzor, som var visir og førsteminister i kalifatet. Med en stærk hær bestående af udenlandske lejesoldater spredte Almanzor skræk og rædsel i hele det kristne Spanien ved hjælp af raids og militære operationer, som han gennemførte i sommerhalvåret for at vinde bytte, hvormed han kunne opretholde lejehæren. Med dristige, eventyrlige felttog udplyndrede han Barcelona i 985 og Santiago de Compostela 12 år efter. Denne islamiske hærfører døde i 1002, få dage efter han blev såret under et mindre sammenstød i Calatañazor de Medinaceli (Soria). Således sluttede hans blodige sommersonater. Billedet viser Almanzor i domkirken i Santiago de Compostela.
Almanzor blev efterfulgt som visir af sine sønner, og en af dem, Abderrahmán Sanchol, hvis mor var prinsesse fra Navarra, udråbte man til arving af kalifatet. Men der udbrød opstand i Córdoba mod Abderrahmán Sanchol. Man beskyldte ham for at være usurpator og for at sympatisere med kristendommen. Han blev overvundet, og hans krop blev sømmet på et kors, som blev rejst ved en af byportene! Denne begivenhed startede en række indbyrdes krige. Da kaliffen, Hixam II, døde, i begyndelsen af århundredet, tog oprørene til i styrke. I disse krige deltog også kongen af León, som gjorde sig til dommer i det dekadente kalifat, som nu var opsplittet i en række mindre riger med hver sin lokale høvding.
____________________________________________________________________
Startside | Præhistorien | Fønikerne | Grækerne | Karthagenserne | II Puniske krig | Romerne | Vestgoterne | Al Andalus | Emiratet | Kalifatet | Taifas | Los Almorávides | Los Almohades | Reino de Granada | Generobringen | Efterskrift |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar