onsdag den 9. marts 2011

Fønikerne

Fønikerne i Middelhavet og på Halvøen:

Fønikerne, som var handelsfolk og dertil meget dygtige søfarende, oprettede handelsstationer over hele Middelhavet og også udenfor Middelhavet så langt mod nord som i England. Fønikerne kom fra Tiro i den østlige ende af Middelhavet (det nuværende Libanon). På den Iberiske Halvø oprettede de som deres største bedrift byen Cádiz (Gadeira) med templet for Melquard-Heracles. I la Axarquía har man fundet rester af fønikiske handelsstationer og begravelsespladser i río Vélez’ udmunding - Toscanos, Alarcón og Jardín - og i Algarrobo - Mezquitilla, Chorreras og Trayamar. 

I slutningen af bronzealderen fandtes der forskellige kulturer på Den Iberiske Halvø, de fleste beslægtede med lignende kulturer i resten af Europa. 

De første skriftlige oplysninger om de folkeslag, som boede på Halvøen stammer fra grækerne fra det VI årh. f.K. Her tales om iberere, keltere og tartesere. Tartesernes hovedstad hed Tartesos.  Man har ikke med sikkerhed kunnet fastslå beliggenheden, men man mener den lå i Guadalquivirs udmunding i Huelva. Det tartesiske rige bredte sig mod øst, indtil det dækkede det nuværende Andalusien.

Efter fønikernes ankomst til Halvøen blev tartesernes kultur i stadig højere grad påvirket østfra. Af årsager som ikke er helt klarlagt gik Tarteso  til grunde omkring år 500 f.K.

Fra begyndelsen af VI årh. f.K. ser man en pludselig nedgang i handelen med fønikerne. Dette hænger  sammen med kong Nebukadnezars erobring i 573 f.K. af Tiro, fønikernes hovedby. Det førte til en krise i det fønikiske imperium og senere til imperiets opløsning, idet båndene mellem den ene og den anden ende af Middelhavet blev klippet over. Det førte i sin tur formentlig også til Tartesos undergang. Den tidligere fønikiske indflydelse blev erstattet af den kartagensiske og den tartesiske kultur blev afløst af den turdetanske. På billedet ses forskellige fønikiske kunst- og brugsgenstande, som er fundet i det sydlige Spanien.

I forbindelse med indførelsen af jernet som arbejdsmateriale skete der en gradvis emigration til Halvøen. Keltere og andre europæiske stammer kom i større og større tal. Man kan tale om en indoeuropæisering. Denne tendens forstærkedes med Tartesos sammenbrud. De oprindelige kulturer var der dog stadig, især i de isolerede bjergområder som f.eks.  Baskerlandet, således at man omkring III årh. f.K. kan tale om 10 – 12 forskellige kulturer, som dominerede de forskellige områder af Halvøen.

Fønikiske skrifttegn

Da det fønikiske imperium brød sammen i VI årh. f.K. blev handelen på den vestlige del af Middelhavet overtaget af kartagenserne. Dette skifte fandt sted på fredelig vis. Karthago, som var en bystat uden ret meget opland, og som ikke havde mange råmaterialer, var afhængig af handel med udlandet. F.s.v.a. metaller og landbrugsvarer handlede man meget med Iberia. De gamle fønikiske handelsruter og  –kolonier blev overtaget af kartagenserne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar