Den græske indflydelse:
Det folk, der havde den højeste kulturelle udvikling i Middelhavet, var grækerne. Deres indflydelse ses meget tidligt. Ikke nødvendigvis fordi de selv bragte den til Halvøen, men fordi den blev bragt hertil med fønikerne, kartagenserne og senere med romerne. Gamle sagn og legender, og endog græsk litteratur (Odysséen), taler om rejser til Halvøen foretaget af de gamle, græske helte efter sejren ved Troja. Men det er der ingen dokumentation for. De første sikre, arkæologiske tegn på græsk kultur stammer fra anden halvdel af VIII årh. f.K. (keramik og andre kunstgenstande), og de blev bragt til Halvøen af fønikerne. Først i midten af VII årh. f.K. ankom de første grækere, hvilket fremgår dels af arkæologiske fund og dels af datidig litteratur.
Den mest kendte, datidige græske handelsmand var Coleo fra Samos, som rejste og handlede meget i Tarteso. Kongen af Tarteso hed Argantonio. Han er et meget kendt navn i den spanske historie. Grækerne foretog ingen kolonisering i Tarteso. Man benyttede de handelsveje og den infrastruktur, som fønikerne og tarteserne allerede havde skabt. Det menes dog, at de grundlagde en by, Mainaké, på sydkysten, måske ved det nuværende Almayate i la Axarquía. Byen er omtalt i gamle, græske skrifter, men man har aldrig fundet arkæologiske rester.
Emporión eller Ampurias
Udgravninger fra den græske by Emporión, som var et vigtigt handelscenter i Middelhavet. Romerne kaldte byen for Ampurias. Billederne viser mosaikarbejder. Udgravningerne ligger tæt ved Figueras og kan beses den dag i dag.
Disse omvæltninger medførte en øget græsk tilstedeværelse på Halvøen. Man oprettede handelsstationer langs Middelhavets østkyst uden at lave faste bosættelser. Det gjorde man dog længst mod nord, hvor man i løbet af VI årh. f.K. skabte et græsk metropolis, byen Ampurias (eller Emporión) og lidt sydligere - omkring Valencia - byen Sagunto. Herfra styrede man handelen og søfarten i den vestlige ende af Middelhavet indtil slutningen af III årh. f.K., da romerne erobrede Halvøen. Det er uomtvisteligt, at grækerne fra Ampurias, og nabobyen Rosas, i disse århundreder kulturelt set øvede en stor indflydelse på de oprindelige beboere.
___________________________________________________________________
Startside | Præhistorien | Fønikerne | Grækerne | Karthagenserne | II Puniske krig | Romerne | Vestgoterne | Al Andalus | Emiratet | Kalifatet | Taifas | Los Almorávides | Los Almohades | Reino de Granada | Generobringen | Efterskrift |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar