Det romerske imperium:
Den iberiske befolkning opdagede hurtigt, at den kun havde skiftet herrer. Romerne havde ikke til hensigt at opgive noget af det vundne territorium. Efter at have erobret den østlige og sydlige del af Halvøen fra karthagenserne, erobrede romerne gradvist resten af Halvøen fra de lokale indbyggere. Iberia blev en romersk provins på lige fod med de øvrige områder rundt om Middelhavet i Europa, Lilleasien og Nordafrika.
Denne tilstand varede ca. 600 år, indtil Det Vestromerske Rige brød sammen i 475 – 476. Herefter overgik den politiske magt til Bysanz (Østromerriget). Den lange romerske tilstedeværelse havde naturligvis efterladt sig uudslettelige spor på Halvøen. Befolkningen var blevet hispanoromansk, sproget var romersk (latin), og alle former for kultur, kunst m.m. var romaniseret.
Efter at have besejret karthagenserne i Iberia grundlagde den romerske hærfører C. Publio Escipión, Afrikaneren, byen Itálica (Sevilla provins).
T.v. ses ruinerne af anfiteatret i Italica, t.h.ruinerne af en garumfabrik (en slags fiskepasta)
I år 409 e.K. under kejserne Arcadio og Honorio - sønner af kejseren af spansk oprindelse, Teodosio, og på et tidspunkt hvor vestromerriget befandt sig i opløsning - blev Hispania invaderet af barbariske stammer som krydsede Pyrenæerne forskellige steder. Barbarerne underlagde sig landet, og delte det imellem sig efter at have terroriseret befolkningen og lagt landet øde og fyldt det med ubegravede lig. Sveverne slog sig ned i Galicien; alanerne i Lusitania og Cartagena-området og vandalerne i "La Bética" (Andalusien), som senere efter dem blev kaldt Vandalusien. Få år efter kom vestgoterne. De var allierede med og fik hjælp af romerne. P.g.a. det vestgotiske tryk forlod vandalerne Andalusien. Under kommando af Genserico emigrerede de til Nordafrika.
Sammenbruddet for Det Vestromerske Rige hænger sammen med de store folkevandringer fra Nordeuropa i IV årh., hvor barbariske folkeslag trængte stadig længere sydpå mod Middelhavet og de utallige indre stridigheder i romerriget. Samtidig har kristendommens indtog haft indflydelse. Jesus’ fødsel falder nogenlunde samtidig med indførelsen af kejserdømmet i Rom (30 f.K.). En historiker har udtalt: ”At historien om det kejserlige Rom samtidig er historien om det romerske kejserimperiums forvandling til Det Kristne Imperium”. I midten af III årh. har kristendommen slået rod i Hispania. I V årh. var befolkningen overvejende kristent.
Romersk keramik, t.h. en romersk mønt
Blandt de mange barbariske folkeslag, som deltog i de store folkevandringer fra nord til syd, finder vi goterne. Deres udgangspunkt kan ikke fastslås med sikkerhed, men man mener, at det var et folkeslag fra Den Skandinaviske Halvø, nærmere bestemt Götaland i det nuværende Sverige, som allerede i II og I årh. f.K. krydsede Baltikum til Østpreussen og Polen og i de følgende århundreder oprettede samfund dér.
I IV årh. e.K. bevægede goterne sig sydpå. Man delte sig i to grupper, øst- og vestgoterne. Vestgoterne krydsede Donau og kom således i berøring med Romerriget. Man kom samtidig i berøring med kristendommen og omvendte sig til denne. Efter utallige og langvarige konflikter og aftaler med Rom, trængte man i 408 ned gennem Italien og belejrede Rom. Efter over et års belejring overgav Den Evige Stad sig til vestgoterne.
________________________________________________________________
